
Modernistisk Barolo-Konge!
14.11.2014
I Piemontes frugtbare bakkelandskab ligger en af egnens betydningsfulde Barolo-producenter, hvis Barolo'er har henrykket både anmeldere og vindrikkere. Producenten hedder Armando Parusso og vingården har kun én ambition: At fremstille så store vine som muligt.
Det gøres bl.a. ved en kraftig reduktion af høstudbyttet for at opnå højeste koncentration i vinene. Og så går Parusso op i at skabe en god symbiose mellem naturen og vinen. Det betyder bl.a. at der flere gange om året tilføres humus og mikro-organismer til markerne, hvilket ifølge Marco Parusso giver en rigere jord, som forøger livscyklussen for de enkelte vinstokke. Vingården ligger i Bussia, i hjertet af Barolo, i Langhe-området, hvor Nebbiolo-druen stortrives.
Det anerkendte vinhus drives idag af søskendeparret Marco og Tiziana Parusso, der betragtes som modernister indenfor vinfremstilling. For Marco Parusso elsker at eksperimentere med at lave vine ud fra overleverede traditioner og tilsætter moderne teknologi og innovative produktionsmetoder til de gamle opskrifter. Målet er at lave delikate vine, der afspejler egnen/historien og giver en smag af autencitet og terroir.
Parusso's vine er bl.a. lavet på Sauvignon, Barbera og Nebbiolo, og udover et bredt udvalg af hvide og røde vine, har huset også lavet en usædvanlig Nebbiolo-baseret rosé vin, kaldet Parüss Rosata. Mest kendt er dog husets kraftige og personlige Barolo'er, som adskiller sig fra områdets øvrige vine ved deres modernitet og store frugtkoncentration.
Barolo-serien udgøres af den klassiske Barolo og så 3 Barolo cru'er: Bussia, Le Coste Mosconi og Mariondino. Cru markerne ligger henholdsvis i Monforte d'Alba og i Castiglione Falletto. For at få smagen af de vidt forskellige marker frem i vinene, har Marco Parusso udviklet sin helt egen mikro-zone-teknik, hvor jordlodderne behandles forskelligt afhængig af jordbundstype og mikrogeografi. Det betyder bl.a. at vinen Barolo Mariondino f.eks. er den mest krydrede, takket være en jordbund af groft sand. Hvorimod jordbundsforholdene i parcellerne i Le Coste Mosconi i Monforte giver mere strukturerede og elegante Barolo-vine.
Se alle vinene fra producenten her
Prøv en spændende "Parusso-smagekasse" - se her