
Vinnyt fra J.-J. Confuron!
15.05.2013
Som tidligere skrevet var årgang 2010 i Bourgogne præget af dårligt vejr og en vanskelig høst, men slutresultatet blev en fantastisk superårgang, som netop er hjemkommet til vores lager fra topdomænet Jean-Jacques Confuron.
Confuron er et af de domæner i Bourgogne, som der altid er meget opmærksomhed omkring, og årgangen 2010 har været ventet med spænding.
Denne gang er der dog ikke blot kommet rødvine fra en ny årgang til sortimentet. Der er også den spændende nyhed Côtes du Nuits Villages Blanc, La Montagne.
Vinen er på flere måder bemærkselsværdig, og ikke mindst er det usædvanligt med en hvid Côtes du Nuits Villages fra et distrikt, der normalt er kendt for sine røde Pinot Noir vine. Men for ca. 5 år siden, genplantede Alain Meunier marken La Montagne, og her gjorde han som noget nyt plads til et lille areal med Chardonnay-vinstokke.
La Montagne betyder bjerg og marken ligger da også oppe ad en bakke, ikke langt fra Bois de Bise omkring byen Corgoloin.
Chardonnay-druerne til vinen høstes manuelt fra de unge vinstokke og vinen har siden lagret på 15% ny eg. Resultatet er blevet en frisk, hvid Bourgogne med masser af udtryk, grønne æbler og hvide blomster.