
Chablis historiske domaine!
14.09.2014
Navnet Droin tilhører et af Chablis' allerældste domainer og kan spores tilbage til 1500-tallet i Chablis, hvor den første Droin begyndte at arbejde med vin. Siden 1620 har der været 14 generationer af Droin, som har drevet vingård i Chablis. Hver generation har sørget for at tilkøbe gode marker til ejendommen, således at domainet idag breder sig over 25 hektar fordelt på de 4 appellationer: Petit Chablis, Chablis, Premiers Crus og Grand Crus.
Droin sætter en ære i at værne om det gode vinhåndværk og familien har sørget for at videregive traditionerne fra generation til generation, så man trods moderne hjælpemidler og teknikker stadig er tro mod Droin-familiens "savoir-faire", og måden at gøre tingene på, fra drue til færdig vin.
Idag drives det succesfulde Chablis-mærke af Jean-Paul Droin sammen med sønnen Benoît Droin, som er den 14. generation og daglig winemaker/kældermester på domainet.
Udover at fremstille karakteristiske fede og fyldige Chablis'er, er Jean-Paul og Benoît Droin også dybt engagerede i Chablis-egnen og dens vinfremtid, så Jean-Paul er bl.a. vicepræsident i 'Syndicate de défence de l'appellation Chablis'.